Hjemtur - torsdag nat

Dagens sightseeing og barske vind udendørs dræner energien, så jeg tilbringer de sidste par timer før afgang på hotelværelset - orker heller ikke at benytte mig af wellness/spa området. Det bliver til et enkelt ekstra bad. Min transport med Neil til lufthavnen er kl. 21 og flyet afgår lidt over midnat. Rutinerne er ubesværet, der er kun to afgange på dette sene tidspunkt - til London og til Amsterdam. I loungen møder jeg Ian Hall, en af de coaches, som Sanlam har haft som facilitator tidligere på dagen. Jeg vidste godt fra aftenen før at han ville være her også, og vi får luftet vores erfaringer med landet og de projekter, vi har deltaget i. En sød og beleven skotte med et langt professionelt livs erfaring som leadership coach - god samtalepartner. Vi sidder ikke ved siden af hinanden, og er lige så enige om at det er udmærket - natten i en flyver tilbringes helst så anonymt og privat som muligt, og briter har altid et underliggende krav til sig selv om konversation og gentlemanlike behaviour, som ikke altid kan forenes med behovet for at være morgengrim i fred.

Jeg når lige at få brændt de sidste rands af i en særdeles velassorteret souvenirbutik, endda med priser på niveau eller under markederne i byen. Der bliver mange gaver til damerne, når jeg kommer hjem.

Vi bliver næsten en time forsinket og maden, der er skøn, bliver en meget late supper. Kan ikke rigtig nyde det, da jeg gerne vil sove. Natten er rimelig uforstyrret og kabinen i denne 777 er bedre organiseret end i jumboen på vej ud. Nemt at bygge rede.

Ankomst til Europa fredag formiddag sker uden flere tanker om Sydafrika. Jeg skal nok fordøje indtrykkene før der kommer mere. Desværre er min forbindelse til København blevet cancelled, og jeg må vente 2.5 time ekstra. Kender naturligvis denne tilstand ud og ind, men det er alligevel lidt mere irriterende at mødes af den let ignorante professionalisme her - efter en så intens periode med mængder af gæstfri personer. Glæder mig til at se familien og komme tilbage (selv om der vist ikke er sne mere....)

:-)

Torsdag - free at last

Min eneste rigtige fridag starter meget blæsende og med hårdt solskin. Man mærker at Cape er en kystby og at sydspidsen af Afrika ikke er for amatører. I træskibe og med sejl som eneste drivkraft har Vasco da Gama & Co. sat livet på spil hver dag. En stor del af sejlemulighederne i Table Bay er lukket, bl.a. færgen til Robben Island, som jeg gerne ville have prøvet. "Robben" betyder "sæler" på hollandsk, og henviser til den store sælkoloni, nybyggerne mødte dengang, men det er naturligvis fængslet som tiltrækker sig opmærksomheden og som navnte kædes sammen med nu. Mandela og mange andre politiske fanger boede der i årevis.
Jeg tager en omfattende to timers bus-sightseeing istedet for. Der findes et glimrende system som i London, hvor man kan stige af og på ruten som man har lyst til med samme billet og blot vente 20 minutter på den næste bus, hvis man vil se nærmere på noget på de 25 stoppesteder undervejs. Fleksibelt og sikkert, da busselskabet naturligvis vælger destinationer der kan tåle dette. Busturen går rundt i den ældre del af Cape Town og senere op til Table Mountain, Desværre er kabelbanen lukket pga. blæsten, men man får alligevel et smukt vue ud over denne side af byen. Jeg konstaterer at der ikke er nogen sikkerhedsproblemer overhovedet, der hvor vi flittigt krydser gennem byen. Stemningen er som i San Fransicso, og der er ingen slumkvarterer her, højst et par hjemløse eller invalider, som f.eks. på Nørreport Station. Byen er en positiv overraskelse - i forhold til mine fordomme - med mange charmerende kvarterer, og alligevel lidt skuffende kedsommelig, og netop ikke overraskende som bymiljø - snarere forudsigelig og arkitektonisk præget af 30 år med Apartheids håbløse opdeling af byen i sektorer for racerne. Dette sætter sit præg på byplanlægningen i en del intetsigende gader med facader uden udtryk og byrum uden engagement og rodet struktur, når man kommer udenfor den gamle bydel. Op ad skråningerne giver planen sig selv.
Alligevel er området fantastisk. Naturen mere end kompenserer for den forrige generations idiotier, og bjergformationerne giver sammen med vandet en scenografi, som ikke kan måle sig med nogen anden by jeg kender. Når man krydser passet mellem Lions Head og Table Mountain folder Atlanterhavets allersydligste kyst sig ud foran én, og man forstår hvorfor ejendommene her er de dyreste i landet. Vi er stadig i en by, skal man lige minde sig selv om. Visse steder minder landskab og bygninger om Ligurien i Italien, blot mere storslået og koncentreret.
Efter busturen bliver jeg i Waterfrontområdet og går på jagt efter gaver. Der er mere end 200 butikker spredt over hele havneområdet, og der er ikke overrendt af turister. Det er sidst på sæsonen, og den afsluttende bølge kommer i påskeweekenden, når der er fri langfredag - i morgen.

Sanlam - onsdag aften

Endelig er jeg nået frem til min hovedopgave, den første invitation, der har skabt grobund for alle de andre spændende ting her i Sydafrika. På konferencehotellet Lord Charles har Sanlam installeret sig - faktisk fylder de 240 chefer hele bygningen. Virksomheden er en succesfuld og stærk spiller i den afrikanske økonomi indenfor forsikring, investering, it og med nye tiltag i servicesektoren. Det går godt for dem, og de har nydt godt af de sidste mange års internationale vækst og de fremgroende muligheder i selve Sydafrika. Forsamlingen og de organiserende personer udstråler samme grad af soliditet og kompetence, som jeg forventer af en succesrig virksomhed. Brian Isaacson, som er chefarkitekten bag dette års konference har gjort sig meget umage med denne opgave - i januar besøgte han mig i København - og jeg føler at der er mere på spil end sædvanligt. Men trods nogle besværligheder med lokalet og for lavt til loftet til at musikken kan folde rigtigt sig ud, er jeg tilfreds med rammerne. Normalt ville jeg afvise at medvirke som en del af dinner-underholdningen, da mit koncept kræver koncentration og intellektuel medvirken, men Brian har forsikret mig om at de kan styre det, så vores tilstedeværelse bliver anerkendt som et seriøst indslag, selv om vi de facto optræder mellem hovedretten og desserten. Salen er opdelt i en hel masse runde borde, hvor korsangerne fordeler sig med to ved hvert bord. Fordelingen er forberedt godt og det hele styres med sikker hånd af Liezel, som også har organiseret alt (virkelig alt!) for mig på hele turen lige fra flybilletter til sættet af chauffører m.v. (forærer hende en cd hvor jeg dirigerer strygermusik).

Det går altsammen meget fint, og forsamlingen er vældig fokuseret på at forstå hvad en dirigent skal kunne. Meget højrøstet og glad stemning, som ikke levner megen tid til refleksioner over ledelsesproget og dydsperspektiver, så jeg må direkte videre til hands-on, og denne del kører i smør med adskillige frivillige, der næsten står i kø for at komme til at prøve at dirigere Pro Cantu. Vi kommer igennem glimrende aspekter af magt-forhold, timing, gode begyndelser og slutninger, detaljeringsgrad og overblik, inspiration og rytme i beslutningsprocesserne. Samlet set halvanden time og koret kvitterer med at synge et par fede afrikanske numre.

Koret fik serveret mad bagefter og skulle tilbage til Cape Town hurtigt (skoledag om torsdagen), jeg spiste sammen med dem og fik talt med flere af de sympatiske unge sangere. Vi skal lave noget mere sammen blev en ret klar konklusion.
Aftenen slutter med et par glas vin - ligeså fremragende hvidvine som i mandags - med et par at deltagerne fra Sanlam. Dygtighed og potens stråler ud af de fleste. Entreprenante personligheder med succes, som Sanlam har i øjeblikket, spreder en særlig energi omkring sig. Krævende, men interesseret stil og mine ideer om en bredere forståelse af performance er kommet til deres ret, også i almindelig snak efter middagen. Vi er alle "på".

På vej til Sanlams konference - onsdag aften

Om dagen browser jeg videre i waterfrontområdet og begynder at købe souvenirs. Havde helt glemt, hvordan det er at have fri. Leon havde forsøgt at bringe mig i kontakt med et andet kor, der også var interesseret, men det lykkes ikke at få anvendt mere af tiden på den måde - jeg er også mere fokuseret på hovedopgaven om aftenen, og beder ham ikke om at bruge for meget tid på det.
Jeg bliver hentet af chauffør Neil igen, og han bringer mig gennem myldretidstrafikken langt udenfor Cape Town, forbi lufthavnen og kilometervis af townships til konferencehotellet Lord Charles, der ligger op ad en skråning ved siden af de lækre vinmarker i Western Cape, som er så succesrig på verdensmarkedet for øjeblikket.
Når trafikken er gået i stå eller kører meget langsomt har jeg rig lejlighed til at se nærmere på byerne af blik. Der er også et hierarki her - nogle af områderne har gadelamper og elektricitet i lange kabler fra nogle store fælles master spredt ud over området. Grotesk, men forståeligt at man hellere vil have lys og varme i sit blikskur end ikke have det, selv om myndighederne burde se at få bygget huse og lejligheder til disse mennesker. Nogle har endda biler, som holder parkeret udenfor. Omdannelsen af blik-byerne sker tilsyneladende langsommere her end i f.eks. Soweto, men såvidt Leon og andre jeg taler med om dette, gøres der allerede meget. Problemet er at tilrejsende legale og illegale jobsøgende og desperate sorte fra det meste af det sydlige afrika bliver ved med at strømme til og der opstår blot nye blik-byer ved siden af dem, der moderniseres.

om Afrikans - nightcap med Leon

Efter prøven kører Leon mig tilbage, og vi får en øl sammen (kommer nok til at holde på ham lidt for længe - da konen venter derhjemme....). Jeg får mange nye vinkler på det sydafrikanske samfund gennem ham, da han er Afrikan, dvs. nedstammer fra de første hollandske nybyggere i Cape området. Sproget, som jeg har hørt dem tale sammen hele aftenen er også afrikaans - denne besynderlige afart af hollandsk, tysk og en del låneord fra zulu og khosa. Han fortæller meget nuanceret og tænksomt om forandringerne og den omvendte racisme, som hans befolkningsgruppe møder nu. I modsætning til sydafrikanere med engelsk oprindelse, der har dobbelt statsborgerskab, har afrikans kun tilhørsforhold til Sydafrika, og politisk set tages der hævn efter Apartheid ved at det sorte flertals repræsentanter lægger pres på disse mennesker, der på alle måder kan hævde deres historiske tilhørsforhold til Cape provinsen - der boede ingen sorte her i 1500-tallet. Der er ingens steder de kunne tage "hjem". Der er desuden en stor gruppe hvide working-poor blandt Afrikans, og de nye typer sociale spændinger skal landet også til at lære at håndtere. Vi er enige om at det tager mindst halvanden generation at jævne disse paradokser ud og finde en ægte fællesnævner i den blandning af mange kulturer, Sydafrika består af. Leons kor er formodentlig er glimrende sted at starte. De optager unge talenter fra alle befolkningsgrupper og repertoiret er ligeså mangeartet.

En særlig afart af skæbnens ironi optræder efter Leons mening også i det faktum at unge professionelle sydafrikanere med engelsk pas gentager den livsform, som tilrejsende sorte og indere gjorde i første halvdel af 1900-tallet. Rejs ud efter et bedre arbejde og besøg din familie hjemme to gange om året. Forskellen er at den ca. 1 million store gruppe sydafrikanere, der arbejder i f.eks. England gør det ud fra en styrkeposition idag, mens forældregenerationen blot må se til. En farlig braindrain af den sydafrikanske økonomi.