Hjemtur - torsdag nat

Dagens sightseeing og barske vind udendørs dræner energien, så jeg tilbringer de sidste par timer før afgang på hotelværelset - orker heller ikke at benytte mig af wellness/spa området. Det bliver til et enkelt ekstra bad. Min transport med Neil til lufthavnen er kl. 21 og flyet afgår lidt over midnat. Rutinerne er ubesværet, der er kun to afgange på dette sene tidspunkt - til London og til Amsterdam. I loungen møder jeg Ian Hall, en af de coaches, som Sanlam har haft som facilitator tidligere på dagen. Jeg vidste godt fra aftenen før at han ville være her også, og vi får luftet vores erfaringer med landet og de projekter, vi har deltaget i. En sød og beleven skotte med et langt professionelt livs erfaring som leadership coach - god samtalepartner. Vi sidder ikke ved siden af hinanden, og er lige så enige om at det er udmærket - natten i en flyver tilbringes helst så anonymt og privat som muligt, og briter har altid et underliggende krav til sig selv om konversation og gentlemanlike behaviour, som ikke altid kan forenes med behovet for at være morgengrim i fred.

Jeg når lige at få brændt de sidste rands af i en særdeles velassorteret souvenirbutik, endda med priser på niveau eller under markederne i byen. Der bliver mange gaver til damerne, når jeg kommer hjem.

Vi bliver næsten en time forsinket og maden, der er skøn, bliver en meget late supper. Kan ikke rigtig nyde det, da jeg gerne vil sove. Natten er rimelig uforstyrret og kabinen i denne 777 er bedre organiseret end i jumboen på vej ud. Nemt at bygge rede.

Ankomst til Europa fredag formiddag sker uden flere tanker om Sydafrika. Jeg skal nok fordøje indtrykkene før der kommer mere. Desværre er min forbindelse til København blevet cancelled, og jeg må vente 2.5 time ekstra. Kender naturligvis denne tilstand ud og ind, men det er alligevel lidt mere irriterende at mødes af den let ignorante professionalisme her - efter en så intens periode med mængder af gæstfri personer. Glæder mig til at se familien og komme tilbage (selv om der vist ikke er sne mere....)

:-)

Torsdag - free at last

Min eneste rigtige fridag starter meget blæsende og med hårdt solskin. Man mærker at Cape er en kystby og at sydspidsen af Afrika ikke er for amatører. I træskibe og med sejl som eneste drivkraft har Vasco da Gama & Co. sat livet på spil hver dag. En stor del af sejlemulighederne i Table Bay er lukket, bl.a. færgen til Robben Island, som jeg gerne ville have prøvet. "Robben" betyder "sæler" på hollandsk, og henviser til den store sælkoloni, nybyggerne mødte dengang, men det er naturligvis fængslet som tiltrækker sig opmærksomheden og som navnte kædes sammen med nu. Mandela og mange andre politiske fanger boede der i årevis.
Jeg tager en omfattende to timers bus-sightseeing istedet for. Der findes et glimrende system som i London, hvor man kan stige af og på ruten som man har lyst til med samme billet og blot vente 20 minutter på den næste bus, hvis man vil se nærmere på noget på de 25 stoppesteder undervejs. Fleksibelt og sikkert, da busselskabet naturligvis vælger destinationer der kan tåle dette. Busturen går rundt i den ældre del af Cape Town og senere op til Table Mountain, Desværre er kabelbanen lukket pga. blæsten, men man får alligevel et smukt vue ud over denne side af byen. Jeg konstaterer at der ikke er nogen sikkerhedsproblemer overhovedet, der hvor vi flittigt krydser gennem byen. Stemningen er som i San Fransicso, og der er ingen slumkvarterer her, højst et par hjemløse eller invalider, som f.eks. på Nørreport Station. Byen er en positiv overraskelse - i forhold til mine fordomme - med mange charmerende kvarterer, og alligevel lidt skuffende kedsommelig, og netop ikke overraskende som bymiljø - snarere forudsigelig og arkitektonisk præget af 30 år med Apartheids håbløse opdeling af byen i sektorer for racerne. Dette sætter sit præg på byplanlægningen i en del intetsigende gader med facader uden udtryk og byrum uden engagement og rodet struktur, når man kommer udenfor den gamle bydel. Op ad skråningerne giver planen sig selv.
Alligevel er området fantastisk. Naturen mere end kompenserer for den forrige generations idiotier, og bjergformationerne giver sammen med vandet en scenografi, som ikke kan måle sig med nogen anden by jeg kender. Når man krydser passet mellem Lions Head og Table Mountain folder Atlanterhavets allersydligste kyst sig ud foran én, og man forstår hvorfor ejendommene her er de dyreste i landet. Vi er stadig i en by, skal man lige minde sig selv om. Visse steder minder landskab og bygninger om Ligurien i Italien, blot mere storslået og koncentreret.
Efter busturen bliver jeg i Waterfrontområdet og går på jagt efter gaver. Der er mere end 200 butikker spredt over hele havneområdet, og der er ikke overrendt af turister. Det er sidst på sæsonen, og den afsluttende bølge kommer i påskeweekenden, når der er fri langfredag - i morgen.

Sanlam - onsdag aften

Endelig er jeg nået frem til min hovedopgave, den første invitation, der har skabt grobund for alle de andre spændende ting her i Sydafrika. På konferencehotellet Lord Charles har Sanlam installeret sig - faktisk fylder de 240 chefer hele bygningen. Virksomheden er en succesfuld og stærk spiller i den afrikanske økonomi indenfor forsikring, investering, it og med nye tiltag i servicesektoren. Det går godt for dem, og de har nydt godt af de sidste mange års internationale vækst og de fremgroende muligheder i selve Sydafrika. Forsamlingen og de organiserende personer udstråler samme grad af soliditet og kompetence, som jeg forventer af en succesrig virksomhed. Brian Isaacson, som er chefarkitekten bag dette års konference har gjort sig meget umage med denne opgave - i januar besøgte han mig i København - og jeg føler at der er mere på spil end sædvanligt. Men trods nogle besværligheder med lokalet og for lavt til loftet til at musikken kan folde rigtigt sig ud, er jeg tilfreds med rammerne. Normalt ville jeg afvise at medvirke som en del af dinner-underholdningen, da mit koncept kræver koncentration og intellektuel medvirken, men Brian har forsikret mig om at de kan styre det, så vores tilstedeværelse bliver anerkendt som et seriøst indslag, selv om vi de facto optræder mellem hovedretten og desserten. Salen er opdelt i en hel masse runde borde, hvor korsangerne fordeler sig med to ved hvert bord. Fordelingen er forberedt godt og det hele styres med sikker hånd af Liezel, som også har organiseret alt (virkelig alt!) for mig på hele turen lige fra flybilletter til sættet af chauffører m.v. (forærer hende en cd hvor jeg dirigerer strygermusik).

Det går altsammen meget fint, og forsamlingen er vældig fokuseret på at forstå hvad en dirigent skal kunne. Meget højrøstet og glad stemning, som ikke levner megen tid til refleksioner over ledelsesproget og dydsperspektiver, så jeg må direkte videre til hands-on, og denne del kører i smør med adskillige frivillige, der næsten står i kø for at komme til at prøve at dirigere Pro Cantu. Vi kommer igennem glimrende aspekter af magt-forhold, timing, gode begyndelser og slutninger, detaljeringsgrad og overblik, inspiration og rytme i beslutningsprocesserne. Samlet set halvanden time og koret kvitterer med at synge et par fede afrikanske numre.

Koret fik serveret mad bagefter og skulle tilbage til Cape Town hurtigt (skoledag om torsdagen), jeg spiste sammen med dem og fik talt med flere af de sympatiske unge sangere. Vi skal lave noget mere sammen blev en ret klar konklusion.
Aftenen slutter med et par glas vin - ligeså fremragende hvidvine som i mandags - med et par at deltagerne fra Sanlam. Dygtighed og potens stråler ud af de fleste. Entreprenante personligheder med succes, som Sanlam har i øjeblikket, spreder en særlig energi omkring sig. Krævende, men interesseret stil og mine ideer om en bredere forståelse af performance er kommet til deres ret, også i almindelig snak efter middagen. Vi er alle "på".

På vej til Sanlams konference - onsdag aften

Om dagen browser jeg videre i waterfrontområdet og begynder at købe souvenirs. Havde helt glemt, hvordan det er at have fri. Leon havde forsøgt at bringe mig i kontakt med et andet kor, der også var interesseret, men det lykkes ikke at få anvendt mere af tiden på den måde - jeg er også mere fokuseret på hovedopgaven om aftenen, og beder ham ikke om at bruge for meget tid på det.
Jeg bliver hentet af chauffør Neil igen, og han bringer mig gennem myldretidstrafikken langt udenfor Cape Town, forbi lufthavnen og kilometervis af townships til konferencehotellet Lord Charles, der ligger op ad en skråning ved siden af de lækre vinmarker i Western Cape, som er så succesrig på verdensmarkedet for øjeblikket.
Når trafikken er gået i stå eller kører meget langsomt har jeg rig lejlighed til at se nærmere på byerne af blik. Der er også et hierarki her - nogle af områderne har gadelamper og elektricitet i lange kabler fra nogle store fælles master spredt ud over området. Grotesk, men forståeligt at man hellere vil have lys og varme i sit blikskur end ikke have det, selv om myndighederne burde se at få bygget huse og lejligheder til disse mennesker. Nogle har endda biler, som holder parkeret udenfor. Omdannelsen af blik-byerne sker tilsyneladende langsommere her end i f.eks. Soweto, men såvidt Leon og andre jeg taler med om dette, gøres der allerede meget. Problemet er at tilrejsende legale og illegale jobsøgende og desperate sorte fra det meste af det sydlige afrika bliver ved med at strømme til og der opstår blot nye blik-byer ved siden af dem, der moderniseres.

om Afrikans - nightcap med Leon

Efter prøven kører Leon mig tilbage, og vi får en øl sammen (kommer nok til at holde på ham lidt for længe - da konen venter derhjemme....). Jeg får mange nye vinkler på det sydafrikanske samfund gennem ham, da han er Afrikan, dvs. nedstammer fra de første hollandske nybyggere i Cape området. Sproget, som jeg har hørt dem tale sammen hele aftenen er også afrikaans - denne besynderlige afart af hollandsk, tysk og en del låneord fra zulu og khosa. Han fortæller meget nuanceret og tænksomt om forandringerne og den omvendte racisme, som hans befolkningsgruppe møder nu. I modsætning til sydafrikanere med engelsk oprindelse, der har dobbelt statsborgerskab, har afrikans kun tilhørsforhold til Sydafrika, og politisk set tages der hævn efter Apartheid ved at det sorte flertals repræsentanter lægger pres på disse mennesker, der på alle måder kan hævde deres historiske tilhørsforhold til Cape provinsen - der boede ingen sorte her i 1500-tallet. Der er ingens steder de kunne tage "hjem". Der er desuden en stor gruppe hvide working-poor blandt Afrikans, og de nye typer sociale spændinger skal landet også til at lære at håndtere. Vi er enige om at det tager mindst halvanden generation at jævne disse paradokser ud og finde en ægte fællesnævner i den blandning af mange kulturer, Sydafrika består af. Leons kor er formodentlig er glimrende sted at starte. De optager unge talenter fra alle befolkningsgrupper og repertoiret er ligeså mangeartet.

En særlig afart af skæbnens ironi optræder efter Leons mening også i det faktum at unge professionelle sydafrikanere med engelsk pas gentager den livsform, som tilrejsende sorte og indere gjorde i første halvdel af 1900-tallet. Rejs ud efter et bedre arbejde og besøg din familie hjemme to gange om året. Forskellen er at den ca. 1 million store gruppe sydafrikanere, der arbejder i f.eks. England gør det ud fra en styrkeposition idag, mens forældregenerationen blot må se til. En farlig braindrain af den sydafrikanske økonomi.

Korworkshop med Pro Cantu tirsdag aften

En af de ekstra ting, jeg fik mulighed for med to separate business-invitationer var at stå til rådighed for kor og dirigenter, som er sket flere gange tidligere i Europa. Denne gang blev det udformet således at jeg besøgte Pro Cantu Youth Choir på deres øveaften, som samtidig var vores prøve til arrangementet hos Sanlams Annual Leadership Seminar om onsdagen, hvor Pro Cantu, som er Capes førende Youth Choir, skulle være med.

Vi har aftalt på emails at dirigenten, Leon Stalker skal hente mig på hotellet og tale sammen forud for korprøven, hvordan vi griber det an. Jeg er altid opmærksom på at min tilstedeværelse skal være til gavn for koret og den lokale dirigent skal helst bestemme farten. Leon er dog særdeles interesseret i mere inspiration, da det er småt med gæster indenfor faget i dette område. Desuden er hans baggrund ret speciel, han er uddannet og arbejder som IT-ingeniør, og har først sent besluttet sig for at dyrke musikken som kordirigent. Derfor er mine forsigtighedsøvelser ikke særligt nødvendige - han vil hellere end gerne have at jeg leder så meget af prøven som muligt, og arbejder med relevante ting fra deres repertoire. Vi skal selvfølgelig have det mindre krævende repertoire og formen til om onsdagen gennemarbejdet også - men det viser sig at være nemt nok.
Det er stærkt opmuntrende at se at næsten 60 15-24 årige er så engagerede og ambitiøse med korets formåen og viser en så stor appetit på musikalsk arbjede. Jeg mødes af en veritabel hunger efter at forbedre klang, udtryk og teknik, og det er noget af en kontrast til den hjemlige mere kræsne situation og stigende gennemsnitsalder. Vi arbejder med Hear my prayer af Henry Purcell, Vadic: Dies Irae, Ascendes Christus af Victoria og nogle flere ting - påskeprogram, naturligvis. Timingen af mit besøg er på den måde lidt kompliceret da de fleste gør forberedelserne til påskekoncerterne færdige lige nu.

De unge mennesker lærer rigtig hurtigt, og jeg konstaterer endnu engang at kormusik har gode chancer for at blomstre i nationer med udvikling på dagsordenen, ligesom i Slovenien. Der må gøres noget for at kvalificere denne energi og lyst til musik - jeg er i tankerne allerede tilbage igen med et længere forløb.

Jeg slutter med at invitere et par af sangerne til at dirigere koret. To musikstuderende træder frem og prøver formen af. En ung, forsigtig kvinde med stort talent, som hun ikke helt har erkendt endnu og en fyr med større selvbevidsthed og klare ambitioner - helt typisk. Jeg blander mig kun lidt, på et overordnet niveau om frasering og energi, da vi ikke kan nå at trænge meget ned i teknik osv.

Table Bay turistreservat

Den formelle stil på hotellet afløses heldigvis af en mere sydeuropæisk laissez faire stil langs med de mange kajområder i havnen. Der er en ret fed stemning, og mange interessante butikker, bl.a. en Musica-megastore, der er næsten ligeså velekviperet med cd'er og dvd'er som en Virgin i New York. Crafts og merchandise af forskellig kvalitet findes i store mængder over hele området sammen med cafeer og restauranter en masse. Rimelige, ofte lave‚ priser efter danske forhold. Et sted man godt kan komme tilbage til. Jeg har ikke mulighed for andet end nogle kortere gåture tirsdag og onsdag, så jeg må vente med at udforske området, f.eks. med båd-cruises eller helikopterflyvning (!) om torsdagen.

Forskellige bands med marimbaer, kordans, akrobater, jazzbands osv. underholder på hjørnerne, og der er også lokale besøgende, f.eks. skoleklasser med madpakker om onsdagen. Der er selvfølgelig flest hvide - turister udefra - men også mængder af andre hudfarver.
Med lidt større kendskab til området finder jeg ud af, at den personlige sikkerhed er helt anderledes stor i denne by end i Joburg. Waterfront området med beboelse, marina, hoteller, havn, shopping osv. er godt nok overvåget, men der er i princippet adgang for hvemsomhelst, og det er der naturligvis også en del gadesælgere og enkelte få tiggere, der benytter sig af. Alligevel er det påfaldende hvor tilbageholdende og lidt pågående de fattige er i bymiljøet. Der er en resigneret stemning omkring fattigdommen, som om det ikke kan være anderledes, og man begynder som privilligeret så småt at miste interessen...

Tirsdag - rejsen til Cape Town

Afsted til lufthavnen om morgenen med Victor, der kommer op på ca. 3 sætninger denne gang, og frem til indenrigsterminalen. Bedre organiseret end ankomsthallen da jeg kom søndag aften. Her slipper jeg ikke for plattenslagerne, såsnart det går op for omgivelserne at jeg har en business billet og har været nødt til at spørge, hvor business class counteren er hos Southafrica Airlines. En ung karlsmart i en lys habit vinder kampen og "hjælper" mig gennem de komplet indlysende rutiner, som kører fuldstændig ubesværet af sig selv som i Berlin eller København. Jeg er nu "hans ven" og venner deler jo alt, især euro, som han havde forelsket sig særligt i. Jeg giver ham en 5-euroseddel, som jeg anser for passende, da vi desværre må skilles ved securitycheck efter ca. 3 minutters bekendtskab. Det er han ikke helt tilfreds med og foreslår ti euro, som jeg dog høfligt afviser og vi skilles alligevel som venner....

Turen går ubesværet - denne gang med en betydeligt mere blandet forsamling af mennesketyper, familier, businessfolk, flippede musikere og turister. Turen varer to timer og krydser gennem hele den sydlige del af landet - samtidig klarer det op, og indflyvningen er helt igennem fantastisk med udsigt udover Kap det Gode Håb med den store halvøklippe mod syd, bjergkæden mod øst, kyststrækningen ved bugten, og den store slette hvor byen spreder sig. Vejret er nu højsommer med 32 grader som en knytnæve i ansigtet, når vi stiger ud af flyet - selv stewarden advarer os inden udstigningen...

Lufthavnen er ret lille og man kommer nemt videre. Firmaet som jeg skal arbejde for onsdag, Sanlam, har sendt en chauffør, Neil, der må være fætter til Victor efter udseende, alder og talestrøm at dømme. Vi kører på stort anlagte motorveje, der virker amerikanske og passerer alt fra golfbaner til blikhuskvarterer. På en halv times biltur har jeg næsten fået samtlige kontraster præsenteret, herunder Capes fabelagtige beliggenhed med Table Mountain som omdrejningspunkt. Jeg er ikke helt klar over hvor hotellet ligger, men antager at det er nogenlunde tæt på det konferencecenter, som danner ramme om mødet næste dag. Det er ingenlunde tilfældet. Vi fortsætter helt ud til Table Bay, hvor turistreservaterne ligger, og jeg bliver kørt ind på Hotel Table Bay, der ligger ved havnen ud mod Atlanterhavet. Man har åbenbart bestemt sig for at jeg skal opleve maksimal kontrast i det Sydafrikanske samfund på så kort tid som muligt. Foruden vagten ved porten ind til det beskyttede område, tager tre liberiklædte tjenere imod, da jeg skal ud af bilen; en til at åbne døren, en til at tage kufferten ud af baggagerummet (og sørge for at den bliver båret op på mit rum, når vi ved hvilket et) og en til at følge mig ind til receptionen. Her er der fire damer, der flittigt samarbejder og at registrere min ankomst inden to nye habitklædte pursere påtager sig at følge mig til mit værelse. Den ene er dog en superviser for den lidt yngre mand, der er ved at lære hotellets rutiner at kende. Jeg får en lang introduktion til hotellets mangfoldige services - fra high-the i restauranten om lidt, til health-wellness etagen, hvor der også er svømmebad, business center på en anden etage og dernæst de services, som jeg til enhver tid kan ringe og spørge efter. Inden jeg er nået frem til værelset er jeg blevet betjent af 12 personer...
Mit værelse er en lejlighed - suite vil være for simpel en betegnelse. To megaværelser et 20 m2 badeværelse og bar-niche med køleskab og is-dispenser (som naturligvis bliver fyldt op to gange dagligt). Mit appartement ligger på hjørnet af bygningen, hvilket giver mulighed for panoramaudsigt fra begge rum, seks vinduer ialt, og samtidig med at jeg føler mig som medvirkende i en James Bond film, griber jeg mig i at ærgre mig over at værelset ikke ligger nogle etager højere, så jeg kunne se Table Mountain lidt bedre....
Den unge purser skal igennem forklaringen om de mange herlige faciliteter, som jeg naturligvis glemmer med det samme, og kan derefter koncentrere mig om hvilket af de to tv-apparater jeg skal tænde for at se nyhederne. I den frydefulde fornemmelse af ubegrænset luksus breder sig en ret dårlig smag i munden over den rollefordeling, der er skabt i dette skuespil med mig som omdrejningspunkt og hvilken hær af menneskelige ressourcer, der bruges totalt overføldigt her. Selvfølgelig tjener de mange servile mennesker bedre lønninger her end i mange andre jobs, men der er noget fundamentalt galt i måden dette et arrangeret på. For at spille med, er jeg nødt til at opføre mig passende arrogant og krævende - ellers er de mange menneskers tid spildt endnu mere. Meget mærkelig fornemmelse for en løsningsorienteret og effektivitetskalkulerende dansker. Samlet set er det uhyre besværligt at have så mange mennesker ansat til mikroopgaver, f.eks. i morgenmandsrestauranten, hvor jeg bliver betjent af otte forskellige tjenere - skuespillet næste morgen er af samme art som ved ankomsten - en til at tage imod, en til at notere mit værelsesnummer, en anden til at vise mig til et bord, en til at servere te, fire forskellige tjenere ved hver sin del af buffetten (frugt, brød, varme retter osv. - i øvrigt en suveræn fantastisk morgenbuffet).

På bar med den sorte elite - mandag aften

Efter arrangementet på GIBS inviterede Lisa mig sammem med en håndfuld andre deltagere på en eksklusiv sushibar, hvor hun vidste at en af ANCs tidligere spidser - Saki Macozoma formodentligt ville være tilstede. Saki er en succesfuld forretningsmand, der har benyttet sig af de skiftende magtforhold, og efter at være blevet noget udmanøvreret af ANCs top 10 af Tabo Mbekis fløj for 5-6 år siden har han forladt politik til fordel for forretningslivet, og han har med stort talent for pragmatisk forretning og aktivering af goodwill fra sine ANC-kontakter blevet ualmindeligt velhavende. Jeg kører med Lisa til baren, der ligger i et kvarter, der mere minder om London Docklands med glas, stål og dristig arkitektur samt - ser det ud - mere sikre offentlige rum. Gaderne er lidt mere befolket i modsætning til alle andre områder, jeg har set efter mørkets frembrud - Lisa giver mig ret i at man kan slappe mere af her, men der ligger konstant en undertone af wildwest-agtig ekstra opmærksomhed på omgivelserne. Manglen på forudsigelig social adfærd giver sig altså udslag i at sydafrikanerne opfører sig lidt som dyr ved et fælles vandhul, hvor man altid må være på vagt for et eller andet, f.eks. kidnapning.
Stemningen på baren er høj, vi opholder os i restaurantdelen, og man får overtalt overtjeneren til at åbne køkkenet igen, så vi kan få os en lækker sushi-sashimi anretning og nogle flasker chardonnay. Situationen er ikke til udforskning af de interessante personlige historier (Saki har bl.a. været fængslet på Robben Island, hvor Mandela sad i årevis - et adelsmærke for en progressiv sort leder), og jeg ville heller ikke længere være i stand til at føre begavede samtaler i mere end fem minutter ad gangen efter den heftige dags program. Men fornemmelsen af at tilhøre en udvalgt del af samfundet kan stort set ikke blive mere cementeret ved denne afsluttende begivenhed i Joburg.

GIBS mandag aften

Det første professionelle arrangement foregår på invitation fra Nick Binedell.
Leadership as a Performing Art

Nick er Director for Gordon Institute of Business Science, et mindre, uafhængigt executive universitet, der har slået sig op som en ny drivkraft i området, og både stil, indsigt og holdning er rettet mod at forstå kravene til moderne lederskab. Institutionen er naturligvis præget af at studenterne hovedsageligt er fra et business segment, men der er tråde til alle grene af samfundet og en imponerede tolerance overfor den diversitet, det sydafrikanske samfund indholder - der er ikke kun tale om effekter af race og sociale forskelle. Jeg havde mødt Nick i Dublin i 2007 ved en bred konference om action learning, og det var interessant at opleve hans skole og miljøet omkring den fighterånd og det mod, der skal mobiliseres for at ændre landets situation så grundlæggende, som det er nødvendigt.

Forsamlingen er en blandet skare - et mix af CEOs for mindre og mellemstore virksomheder medsamt deres ægtefæller (af begge køn), GIBS alumni og studerende på deres efteruddannelsesprogrammer. Dertil et par ekstra inviterede (mine kontakter fra Oxford f.eks.) nogle kordirigenter og naturligvis ca. 20 sangere fra Chanticleer Choir. Eftermiddagens radiointerview har også haft en effekt, og der er opstået lidt hype om arrangementet - godt for GIBS. Den søde og energiske PR-manager Rosemary ligner en kat, der fået fløde.

Forberedelserne starter hektisk da min transport fra hotellet med Paul er forsinket af regnen (vejret har vist sig fra en usædvanlig blæsende og våd side denne dag - jeg brokker mig nu ikke, da de annoncerede 30 grader inden jeg tog afsted havde været værre) og de medfølgende traficjams. Det samme gælder en del af korsangerne, så vores prøve kl. 18 starter 20 minutter forsinket. Jeg er lidt betænkeligt, da disse sangere er amatører - dygtige uden nogen tvivl - men det, jeg beder dem om er radikalt anderledes end hvad, de plejer at gøre, og der normalt lettere at få professionelle musikere med et bredt erfaringsområde til at gribe ideerne. Syng uden dirigent, spred jer blandt deltagerne, fortæl om jeres behov og musikalske ønsker, samarbejde med hinanden og dirigenten osv. Korsangerne viser sig at være meget interesseret og de fleste modige nok til at træde personligt i karakter, selvom de ikke sidder sammen.
Auditoriet er et klassisk amfiteater med tre grupperinger i etager ned mod foredragsholderen. Akustikken er heldigvis ikke alt for tør, så musikken kan få bæreevne - ret betydningsfuldt, da et af værkerne er en 8-stemmig Mendelssohn motet. Lige inden klokken er blevet 19, hvor dørene åbnes har jeg fået afprøvet og introduceret de søde korsangere til mine krav om åbenhed og medspil, så de bliver ambassadører for mine pointer.

Dagsordenen er tre-delt, og det går rigtig godt. Sammen med musikken viser jeg et par filosofiske powerpoints om Logos-Ethos-Pathos og næsten alle engagerer sig i diskussion, oplevelse og musikerne bliver behørigt applauderet for deres indsats. Videndeling på højt niveau.

The Ensemble as an Organisation
Explore the transparent communication skills and set of mutual ambitions in a musical ensemble reaching far beyond the single member's potential and opportunity. Talent management and group dynamics are keywords for understanding the inspirational flow and rhythms in the organisation praxis.

Leadership virtues
A short survey on Logos-Ethos-Pathos. Mature leadership calls for a balance between rationality, attitude and passion. Most of organisations on a global scale have established systems to measure the rational results of the business, and the social responsibility as well as environmental sustainability is taken into account. The time has come to unfold the passion and aesthetic judgement as a tool for handling complexity. Artistic virtues become role-models for leadership virtues.

The Leader as a Performer
Explore the role of the conductor in a hands-on exercise. A conductor is a highly visible leader carefully listening to the employees. The succesful tranformation of power into a mutual shared force characteriszes the succesful conductor's appearance before the ensemble. The contemporary Mentor in action nuturing the specialists' self-esteem as a counterpoint to the former Commander in chief ordering people to work.

PS.
Nick's veludviklede sans for cohesion og idealisme i et stadig mere kompleks og uforudsigeligt samfund kommer også til udtryk ved at han havde inviteret to sorte skolepiger på 15-16 år, som begge har ansvaret for deres kor på den skole, de går på. Nick havde holdt foredrag på deres skole for nogle uger siden og opdagede at de måske kunne have gavn af at være med idag. Jeg opfordrede dem til at melde sig til dirigentøvelserne, hvilket den ene, Kitzne havde mod nok til. Jeg er nu helt overbevist om at den næste generation af ledere i Sydafrika med fordel kan begynde som kordirigenter og lære hvad personlig autoritet og mod til at tage beslutninger kræver.

Medier - mandag eftermiddag

Tiden tillod ikke yderligere eksperimenter på CIDA, da GIBS' PR-manager, Rosemary havde sørget for to interviewaftaler - den første kl. 15 i radiotalk 702 - et meget lyttet værtsprogram med Jenny ? (man er mest på fornavn her, som i andre engelsktalende samfund) - Joburgs lidt ældre svar på Camilla Miehe-Renard. Jeg fik en halv times snak med hende afbrudt af nyhedsoplæsning og trafikmeldinger - alt foregår i ét samlet studie og i et hæsblæsende tempo, men meget effektiv radioproduktion. Iflg. mine nye venner fik jeg mere taletid end mange andre gæster - og Jenny havde forberedt sig overraskende grundigt ved at læse mine introduktioner på internettet og bore i nogle af de interessante setups. De vil lave en podcast editering, som vi forhåbentlig kan downloade hjemme.
Meget passende foregik min næste interviewaftale med BusinessDay - den førende erhvervsavis i SA (a la Børsen) i lobbyen på mit hotel. Journalisten havde hørt interviewet i radioen, så vi kunne fortsætte derfra. Hun var endnu bedre forberedt og havde downloaded nogle powerpoints om Leadership Virtues og Ethos konnotationer, som jeg ikke lige kan huske hvor jeg havde frigivet på internettet, og vi kom ind på ret avancerede emner om lederens forhold til sine egne holdninger, prægning og dannelse, og det faktum at kommandoledelse må afløses af inspiration for at holde på talentfulde medarbejdere i dag - i alle typer økonomier. Jeg er spændt på hvormeget hun kan få med i den artikel.

En god halv time på langs i hotelværelset, et bad og så lidt forberedelse til den første egentlige begivenhed, som jeg er inviteret til: Leadership as a Performing Art på GIBS - et åbent arrangement for universitetets alumni, corporate clients og nogle håndfulde særligt inviterede. Opgaven er lidt mere i den underholdende afdeling end med hjælp fra et dygtigt amatørkor; Chanticleer Choir ledet af Richard Cock, som har hjulpet mig med rekruteringen af ensembler også i Cape Town. Forventningerne er høje, men velviljen og lysten til at være med er også stor. Jeg har 45 minutter med koret alene før deltagerne i seminaret kommer.

CIDA - universitet for sorte unge

En ung (hvid) leder, jeg mødte i Oxford sidste år ved et kursus hos African Leadeship Institute, Lisa Kropmann kontaktede mig i februar, da hun erfarede at jeg ville komme til Johannesburg. En brillant networker, som synes at jeg skulle opleve et af de håbefulde projekter og allerede ret store succeshistorier, Community Individual Development Association - et ret specielt universitet for underprivilegerede unge (= sorte) sydafrikanere, hvor entreprenørånd og elevstyring af enhver art er toneangivende for skolens drift og mission.

En stor bygning i Joburg downtown er campus og skole i et med hundredevis af dygtige og talentfulde sorte unge, der er udvalgt blandt tusinder fra hele landet. Min belevne vært, Paul havde aldrig været der før, interessant nok, da han som indfødt Joburger og tolerant historiker selvfølgelig kender institutionen, men omstændighederne er ikke altid til konkrete samarbejder. Lisa er derimod scenevant og som tidligere projektleder på CIDA et naturligt element i huset, hvor min tilstedeværelse legitimeredes mest af et besøg hos deres studenterkor. Selvom det er on-the-side-activities at synge sammen, er de ret dygtige - øver to-tre gange ugentligt og - som med alt andet på CIDA - med egne dirigenter og organisation. Meget positiv oplevelse. De savner naturligvis uddannelse og raffinering af både korets og dirigenternes viden og praksis, og et par forsøg som jeg blev inviteret til for at hjælpe dem lidt med at forbedre sammenhængen mellem dirigent og kor faldt godt ud.
Det vil være meget relevant at komme tilbage og give deres vækst på dette område en spand kul - de lærer naturligvis hurtigt, og det er også en god idé at øge bevidstheden om den direkte sammenhæng mellem de unge udvalgtes fremtid som rollemodeller og deres muligheder for at øve sig i leadership ved at blive kordirigenter. Særligt de unge kvinder har en chance denne vej.

Soweto

Mandag med et meget intenst program, da jeg både er nysgerrig og samtidig skal spille rollen som æresgæst hos de folk, der har inviteret mig og har gjort meget for at jeg skal opleve landet og føle mig velkommen. Gæstfriheden er udtalt, og min første vært, Paul Edey Head of Executive Education fra GIBS (Gordon Institute of Business Science) viser sig at være den perfekte guide, da hans uddannelse oprindeligt som historiker og med forældre, der meget tidligt har været hvide idealister i Johannesburgs og Sydafrikas samling, er en typisk reflekteret uppermidleclass anglowhite skatkiste af viden om landet. Vi har på forhånd aftalt at besøge Soweto med en lille gruppe på sigthseeing, da det er hvad vi kan nå før andre forpligtelser tager tiden. Turen gennem byen i en minivan, som byens kollektive trafik tilsyneladde drives af alene, er med en snakkesagelig chauffør, som viser og rundt i nogle af de belastede kvarterer downtown Jo'burg - og beder os om ikke at fotografere alt for åbentlyst. Dette råd overholder de 7-8 amerikanere som vi følges med naturligvis kun delvis. Efter et kort stop i en butk med afrikansk merchandise (jeg køber dog ikke noget på denne tur, da jeg ikke vil kunne opbevare tingene ordentligt senere på dagen) fortsætter turen til Soweto. Byen er påfaldende grøn og med høje træer overalt - meget imponerede i betragtning af at Jo'burg er en goldrush by, med under 150 års egentligt liv som by på højsletten 600 km inde i landet uden vandveje. Paul fortæller mig at alle træer er plantet - ingen skov eller savanne har været der fra starten. Jorden er frugtbar nok, så de 100.000'er af træer, der er plantet de sidste 120 år giver byen over et overraskende frisk udseende, faktisk virker det mere som om at der er ryddet skov for end det modsatte - pionererne har virkeligt været flittige.

Jeg har læst lidt om Soweto og er forberedt på at meget af området er udviklet til helt almindelige beboelseskvarterer for middleclass succesrige sorte, dvs. at vi kører igennem meget store dele, der mere minder om amerikansk sururbia - kedsommelige små parcelhuse på overraskende brede og pæne veje med små palmer og forhaver. Rockerborgene fra Rosebank er afløst af stolte små parcelhuse og dobbelthuse, hvor man viser sin succes frem. Naboskabet er en bedre sikkerhed end vagtværn og pigtråd her. Mine spørgsmål om virkningen af de markante sociale forskelle, der må være mellem rige og fattige internt i Soweto giver anledning til nogle interessante refleksioner med Paul og vores chaffør over kollektiv stolthed og de symboler, der ligger i at visse indbyggere i bydelen er i stand til at hejse flaget og være rollemodel for andre. F.eks. bor Desmond Tutu i Soweto - på samme vej som Nelson Mandela boede - de praler af at have den eneste vej i verden, hvor der bor to Nobelpristagere. Mandelas hus, hvor han boede inden han blev dømt til det lange fængselsophold på Robben Island er nu museum - egentlig ikke særligt informativt, da huset har været beboet af Winnie Mandela indtil 1997, og udstillingen er ligeså meget hendes mindestue. Man kan sagtens bo som gæst i Soweto - leje huse eller B&B.

I en anden del af Soweto ser vi blikskurene og inviteres til at besøge nogle af de fattigste. Stemningen er venlig og imødekommende, og der ganske overraskende ingen tiggere eller sigøjneragtige plattere, der sælger forskellige former for crap. Souvenirs kan naturligvis købes (med 50% af prisen til charity) og sælgerne er som sælgere nu er - her mere høflige og mindre pågående end f.eks. i Rom eller Spanien. Alligevel virker denne del af sightseeingen lidt overplanlagt, når vi opfordres til at give the volunteer guides og farmor Makata en skilling for at komme indenfor i hendes lille skur, hvor hun har boet i 40 år uden elektricitet og rindende vand. På trods af iscenesættelsen er det naturligvis en markant oplevelse og beviser, hvor hårdt livet stadig er i Sydafrika for millioner af mennesker. Det er stadig imponerende hvor determineret folk er for at normalisere landets kultur og udvikle økonomien. Og der er ingen tvivl om at det bliver hårdere. Der er en fornemmelse af at honey-moon perioden med tilgivelse og demokratiseringseuforien er forbi - nu er landet i samme stand som Brasilien, hvor ekstreme sociale forskelle har mere betydning en raceopdelingen.

Turen slutter ved Hector Pieterson Museum - han var den sorte dreng, der blev skudt som en af de første ved Soweto-opstanden i 1976. Fotoet af ham i armene på en større dreng, der løber for afsted for at redde ham, og hans søster ved siden af i skoleuniform med et ramaskrig i ansigtet gik verden rundt på avisforsiderne og medvirkede til at forstærke presset på Apartheid-systemet. Hele museets selvforståelse er centreret om dette foto, men undgår alligevel at blive manipulerende, da der er mange andre dokumentariske gengivelser, fotos, videnberetninger fra alle sider, videoer osv., der viser dilemmaerne fra flere sider. Som en kommentar til at museet bærer Hectors navn er et af de interessante statements søsterens bemærkning om at hun ikke ser ham som en helt, og allerhelst ville ønske en normal tilværelse for ham og hende selv. I det hele taget er længslen efter normalitet og mindre stigmatisering et af de dybeste aftryk, Soweto efterlader. En svær udfordring, da symbolerne på kampen er nødvendige at vedligholde.

Rejsen ud II

Læsning i flyet om Sydafrikas historie: Begivenhederne og den sammensatte nationalkarakter er interessant på mange måder. Som europæisk koloni og siden starten med en territorial kamp mellem hollændere og briter foruden nogle ret stærke stammer i den oprindelige sorte befolkning har europæerne både lykkedes og mislykkedes med at kolonisere efter nordamerikansk model. Polariseringen mellem afrikans og briter med stærkt fokus på sociale forskelle og hvidt klassedelt samfund er måske den vigtigste enkeltfaktor i landets sammenhængskraft såvel som politiske problemer med racisme og post-apartheid. Historien har været hård ved alle grupper i landet og den entreprenante kraft og stolthed, man møder fra sydafrikanere har klart sin klangbund i det faktum at pionerperioden langt fra er slut endnu. Mine kontakter er præget af social responsibility og stor veneration overfor de nødvendige helingsprocesser, som landet skal igennem. Men det er også klart for enhver at soft-revolutionsromantikken, som Nelson Mandela og ANCs første 10-år som regeringsdueligt parti er symbol på, er på vej ind i en fortidens mytologi. De nye problemer er af social art - ikke først og fremmest racemæssig opdeling - og et stærkere globaliseringspres vil sætte lederne i landet under pres igen.

Omvendt er det klart at Sydafrika har levet med nutidens globaliseringseffekter i mange generationer. I perioder i 1800-tallet, hvor sorte landarbejdere har fået deres frihed som forhenværende slaver og er blevet for dyre for hvide landmænd, har indere eller kinesere fået chancen - og nu hvor en stærk middelklasse indenfor alle hudfarver er drivkraften i landet, vil skæringspunkterne mellem dem, der har muligheder og dem der ikke har, blive endnu større. Det ulyksagelige er at personlig sikkerhed er en voksende industri nu og alskens vagtværn dræner en væsentlig del af økonomien, der kunne komme store mindrebemidlede grupper til gavn. Det er ganske enkelt rasende dyrt med den nødvendige, veluddannede arbejdskraft at opretholde sikkerheden...

Mandag skal jeg på besøg i Soweto, hvor det første organiserede oprør i 1970'erne fandt sted. Bydelen er naturligvis blevet udivklet og forbedret drastisk, men jeg har også på fornemmelsen at J'burgs bystyre og landets som helhed forsøger at bortforklare problemet med den massive indvandring, der nu finder sted, da denne bydels udkantsområder er opsamlingscentral og magnet for landbefolkning og illegale immigranter fra store dele af det sydlige Afrika. Myndighederne ved ikke om der bor 6 eller måske 8 millioner mennesker alene i Soweto. Symbolet har fået en ny type tiltrækningskraft.

Ankomst, baggage og told glider forbløffende nemt - selv om lufthavnens vedligeholdelsesstandard er rædsom, er det mindst ligeså effektivt som Heathrow. Min chauffør Victor - en sød og tavs ældre sort herre med tweedjakke og hue - står og venter planmæssigt og slæber kufferten over diverse forhindringer ud til en behagelig Lexus og kører gennem byen lidt hurtigt. Infrastrukturen og byplanlægningen er af blandet kvalitet, så vi kører både på perfekte moterveje, der ligeså godt kunne være i San Francisco, og på hullede veje gennem beboelseskvarterer. Jeg skal bo på et hotel - The Grace - nord for centrum i et rigt område, Rosebank. Det er tydeligt at alle ejendomme på forskellig vis sikrer sig mod indbrud og overfald. Alle grunde er indhegnet eller omkranset af højre mure, en hel del med karakter af rockerborge med pigtråd og videokameraer installeret. Klokken er 22.30 lokalt og der er ingen mennesker ude her. Virker mærkeligt, men jeg er ikke overrasket, da man generelt advares mod at færdes ude, når det er mørkt.

Rejsen ud I

Boeing 747 businessclass på 1. sal, hvor jeg ikke har siddet før i en jumbo. Fra starten er det vældig behageligt at være udvalgt. Den lange flyvetur bliver mere overkommelige med ben- og albuerum, serveringer ad libitum og hyldeplads ved siden af giver naturligvis flere måder at sidde/ligge på, og de 11 timer (efter at have startet endnu fem timer før i København) gør den samlede rejsetid til at leve med.
Mine mentale forberedelser til at besøge landet med den notorisk mest brutale historie om raceopdeling og undertrykkelse af den sorte befolkning i nyere tid smitter af på refleksionerne under rejsen. I lufthavnen i Amsterdam ude ved gaten, hvor vi står i lange køer i en ekstra security check, er der kun få farvede ansigter at se. Hovedparten - og frem for alt samtlige på businessclass - er europæisk af afstamning, meget varieret look, som til enhver anden større intereuropiæsk desination, men i sammenligning med en tilsvarende rejse til USA eller UK er den samlede diversitet mindre.

I kabinen undervejs pakker jeg en gave til mig selv ud, som jeg tilfældigt fandt på tilbud i en af Schiphols mange butikker. En cd-indspilning med Jessye Norman, der synger Richard Strauss' Vier letzte Lieder - hun er legendarisk kendt for at kunne fylde denne krævende musik ud med sin store stemme og kropslige autoritet. Optagelsen er fra 80'erne med Gewandthausorchester Leipzig og dirigenten Kurt Mazur - meget vellykket - og oplevelsen er bevægende, selv på små earplugs og laptoppens lydgengivelse gennem motorstøjen - højdepunktet i "Im Abendrot" kulminerer mens skydækket forsvinder over Alperne. Stort og samtidig surrealistisk, da jeg samtidig bliver spurgt af stewardessen om jeg vil have fyldt min drink op...

Den mest sigende effekt af at fumle med denne plade i 12000 meters højde er imidlertid mine overvejelser om hvorvidt min sidemand ville blive påvirket af coverfotoet, hvor den karakteristiske Jessye's træk er særligt negroide. Jeg deler helt klart ikke musiksmag med sidemanden, som er en gadget-lover af en ung yuppie, og vil i givetfald skulle forklare hvem hun er og at det lissom er tilfældigt (hvilket er rigtig, da jeg ikke skænkede det en tanke da jeg glad så at cd'en var til salg) at jeg hører klassisk musik med en sort sanger her på vej til Sydafrika. Racisme er altså også den indre censur eller ubehag ved at en situation - måske - kan blive akavet og blive tillagt en betydning, der intet har med mit udgangspunkt for valg af musik at gøre.
Middelhavet passeres på det bredeste sted mellem Adriaterhavet og grænsen mellem Ægypten og ?? (Libyen, skal jeg lige minde jeg mig selv om). Bemærkelsesværdigt hvor lidt man husker af Afrikas geografi, selv landene der grænser op til Middelhavet. Hvor begynder Sudan? En speciel fornemmelse når flyet kommer rigtigt ind over kontinentet, og man ved at dette kun er starten - vi skal hele vejen over (ned!). Middelhavet var kun en lille indsø før de store udfordringer starter. Orienteringen nord-syd og det faktum at Afrika er så unimorf bagateliserer på en sær måde at kontinentet er enormt. I modsætning til at krydse f.eks. USA (ca. halvdelen af vejen over Afrika) i fly, hvor tidszonerne også påvirker ens kropsbevidsthed, er det primitivt, indlysende og sært ensartet hvad der skal ske. Udsigten ud af vinduet er i mere end tre timer totalt uforandret, dvs. ca. 3.000 km - heftig solbeskinnet ørken vekslende lysebrunt og sort i striber, kun varieret en anelse om det er forrevet bjergsomt eller fladt. Monotonien er det mest barske ved en ørken. Stemningen i kabinen, kaptajnens bemærkninger osv. handler heller ikke om Afrika. Vi er på vej over noget der skal overstås.

Rejsedagbog fra Sydafrika

Her kan man følge min tur til Sydafrika i påsken 16 - 21 marts

Jeg er inviteret af Sanlam Corporations annual Leadership Conference samt Gordon Institute of Business Science og har fået mulighed for at supplere med andre ting, f.eks. at møde en del kor, som Sydafrika er fuld af. Programmets forpligtelser er således:

Mandag - Seminar på GIBS i Johannesburg
Tirsdag - Masterclasss med Pro Cantu i Cape Town
Onsdag - Sanlam Conference i Cape Town

Ind i mellem disse arrangementer er jeg inviteret på sightseeings og møder med mine værters netværk og pressen