om Afrikans - nightcap med Leon

Efter prøven kører Leon mig tilbage, og vi får en øl sammen (kommer nok til at holde på ham lidt for længe - da konen venter derhjemme....). Jeg får mange nye vinkler på det sydafrikanske samfund gennem ham, da han er Afrikan, dvs. nedstammer fra de første hollandske nybyggere i Cape området. Sproget, som jeg har hørt dem tale sammen hele aftenen er også afrikaans - denne besynderlige afart af hollandsk, tysk og en del låneord fra zulu og khosa. Han fortæller meget nuanceret og tænksomt om forandringerne og den omvendte racisme, som hans befolkningsgruppe møder nu. I modsætning til sydafrikanere med engelsk oprindelse, der har dobbelt statsborgerskab, har afrikans kun tilhørsforhold til Sydafrika, og politisk set tages der hævn efter Apartheid ved at det sorte flertals repræsentanter lægger pres på disse mennesker, der på alle måder kan hævde deres historiske tilhørsforhold til Cape provinsen - der boede ingen sorte her i 1500-tallet. Der er ingens steder de kunne tage "hjem". Der er desuden en stor gruppe hvide working-poor blandt Afrikans, og de nye typer sociale spændinger skal landet også til at lære at håndtere. Vi er enige om at det tager mindst halvanden generation at jævne disse paradokser ud og finde en ægte fællesnævner i den blandning af mange kulturer, Sydafrika består af. Leons kor er formodentlig er glimrende sted at starte. De optager unge talenter fra alle befolkningsgrupper og repertoiret er ligeså mangeartet.

En særlig afart af skæbnens ironi optræder efter Leons mening også i det faktum at unge professionelle sydafrikanere med engelsk pas gentager den livsform, som tilrejsende sorte og indere gjorde i første halvdel af 1900-tallet. Rejs ud efter et bedre arbejde og besøg din familie hjemme to gange om året. Forskellen er at den ca. 1 million store gruppe sydafrikanere, der arbejder i f.eks. England gør det ud fra en styrkeposition idag, mens forældregenerationen blot må se til. En farlig braindrain af den sydafrikanske økonomi.