Tirsdag - rejsen til Cape Town

Afsted til lufthavnen om morgenen med Victor, der kommer op på ca. 3 sætninger denne gang, og frem til indenrigsterminalen. Bedre organiseret end ankomsthallen da jeg kom søndag aften. Her slipper jeg ikke for plattenslagerne, såsnart det går op for omgivelserne at jeg har en business billet og har været nødt til at spørge, hvor business class counteren er hos Southafrica Airlines. En ung karlsmart i en lys habit vinder kampen og "hjælper" mig gennem de komplet indlysende rutiner, som kører fuldstændig ubesværet af sig selv som i Berlin eller København. Jeg er nu "hans ven" og venner deler jo alt, især euro, som han havde forelsket sig særligt i. Jeg giver ham en 5-euroseddel, som jeg anser for passende, da vi desværre må skilles ved securitycheck efter ca. 3 minutters bekendtskab. Det er han ikke helt tilfreds med og foreslår ti euro, som jeg dog høfligt afviser og vi skilles alligevel som venner....

Turen går ubesværet - denne gang med en betydeligt mere blandet forsamling af mennesketyper, familier, businessfolk, flippede musikere og turister. Turen varer to timer og krydser gennem hele den sydlige del af landet - samtidig klarer det op, og indflyvningen er helt igennem fantastisk med udsigt udover Kap det Gode Håb med den store halvøklippe mod syd, bjergkæden mod øst, kyststrækningen ved bugten, og den store slette hvor byen spreder sig. Vejret er nu højsommer med 32 grader som en knytnæve i ansigtet, når vi stiger ud af flyet - selv stewarden advarer os inden udstigningen...

Lufthavnen er ret lille og man kommer nemt videre. Firmaet som jeg skal arbejde for onsdag, Sanlam, har sendt en chauffør, Neil, der må være fætter til Victor efter udseende, alder og talestrøm at dømme. Vi kører på stort anlagte motorveje, der virker amerikanske og passerer alt fra golfbaner til blikhuskvarterer. På en halv times biltur har jeg næsten fået samtlige kontraster præsenteret, herunder Capes fabelagtige beliggenhed med Table Mountain som omdrejningspunkt. Jeg er ikke helt klar over hvor hotellet ligger, men antager at det er nogenlunde tæt på det konferencecenter, som danner ramme om mødet næste dag. Det er ingenlunde tilfældet. Vi fortsætter helt ud til Table Bay, hvor turistreservaterne ligger, og jeg bliver kørt ind på Hotel Table Bay, der ligger ved havnen ud mod Atlanterhavet. Man har åbenbart bestemt sig for at jeg skal opleve maksimal kontrast i det Sydafrikanske samfund på så kort tid som muligt. Foruden vagten ved porten ind til det beskyttede område, tager tre liberiklædte tjenere imod, da jeg skal ud af bilen; en til at åbne døren, en til at tage kufferten ud af baggagerummet (og sørge for at den bliver båret op på mit rum, når vi ved hvilket et) og en til at følge mig ind til receptionen. Her er der fire damer, der flittigt samarbejder og at registrere min ankomst inden to nye habitklædte pursere påtager sig at følge mig til mit værelse. Den ene er dog en superviser for den lidt yngre mand, der er ved at lære hotellets rutiner at kende. Jeg får en lang introduktion til hotellets mangfoldige services - fra high-the i restauranten om lidt, til health-wellness etagen, hvor der også er svømmebad, business center på en anden etage og dernæst de services, som jeg til enhver tid kan ringe og spørge efter. Inden jeg er nået frem til værelset er jeg blevet betjent af 12 personer...
Mit værelse er en lejlighed - suite vil være for simpel en betegnelse. To megaværelser et 20 m2 badeværelse og bar-niche med køleskab og is-dispenser (som naturligvis bliver fyldt op to gange dagligt). Mit appartement ligger på hjørnet af bygningen, hvilket giver mulighed for panoramaudsigt fra begge rum, seks vinduer ialt, og samtidig med at jeg føler mig som medvirkende i en James Bond film, griber jeg mig i at ærgre mig over at værelset ikke ligger nogle etager højere, så jeg kunne se Table Mountain lidt bedre....
Den unge purser skal igennem forklaringen om de mange herlige faciliteter, som jeg naturligvis glemmer med det samme, og kan derefter koncentrere mig om hvilket af de to tv-apparater jeg skal tænde for at se nyhederne. I den frydefulde fornemmelse af ubegrænset luksus breder sig en ret dårlig smag i munden over den rollefordeling, der er skabt i dette skuespil med mig som omdrejningspunkt og hvilken hær af menneskelige ressourcer, der bruges totalt overføldigt her. Selvfølgelig tjener de mange servile mennesker bedre lønninger her end i mange andre jobs, men der er noget fundamentalt galt i måden dette et arrangeret på. For at spille med, er jeg nødt til at opføre mig passende arrogant og krævende - ellers er de mange menneskers tid spildt endnu mere. Meget mærkelig fornemmelse for en løsningsorienteret og effektivitetskalkulerende dansker. Samlet set er det uhyre besværligt at have så mange mennesker ansat til mikroopgaver, f.eks. i morgenmandsrestauranten, hvor jeg bliver betjent af otte forskellige tjenere - skuespillet næste morgen er af samme art som ved ankomsten - en til at tage imod, en til at notere mit værelsesnummer, en anden til at vise mig til et bord, en til at servere te, fire forskellige tjenere ved hver sin del af buffetten (frugt, brød, varme retter osv. - i øvrigt en suveræn fantastisk morgenbuffet).