Torsdag - free at last

Min eneste rigtige fridag starter meget blæsende og med hårdt solskin. Man mærker at Cape er en kystby og at sydspidsen af Afrika ikke er for amatører. I træskibe og med sejl som eneste drivkraft har Vasco da Gama & Co. sat livet på spil hver dag. En stor del af sejlemulighederne i Table Bay er lukket, bl.a. færgen til Robben Island, som jeg gerne ville have prøvet. "Robben" betyder "sæler" på hollandsk, og henviser til den store sælkoloni, nybyggerne mødte dengang, men det er naturligvis fængslet som tiltrækker sig opmærksomheden og som navnte kædes sammen med nu. Mandela og mange andre politiske fanger boede der i årevis.
Jeg tager en omfattende to timers bus-sightseeing istedet for. Der findes et glimrende system som i London, hvor man kan stige af og på ruten som man har lyst til med samme billet og blot vente 20 minutter på den næste bus, hvis man vil se nærmere på noget på de 25 stoppesteder undervejs. Fleksibelt og sikkert, da busselskabet naturligvis vælger destinationer der kan tåle dette. Busturen går rundt i den ældre del af Cape Town og senere op til Table Mountain, Desværre er kabelbanen lukket pga. blæsten, men man får alligevel et smukt vue ud over denne side af byen. Jeg konstaterer at der ikke er nogen sikkerhedsproblemer overhovedet, der hvor vi flittigt krydser gennem byen. Stemningen er som i San Fransicso, og der er ingen slumkvarterer her, højst et par hjemløse eller invalider, som f.eks. på Nørreport Station. Byen er en positiv overraskelse - i forhold til mine fordomme - med mange charmerende kvarterer, og alligevel lidt skuffende kedsommelig, og netop ikke overraskende som bymiljø - snarere forudsigelig og arkitektonisk præget af 30 år med Apartheids håbløse opdeling af byen i sektorer for racerne. Dette sætter sit præg på byplanlægningen i en del intetsigende gader med facader uden udtryk og byrum uden engagement og rodet struktur, når man kommer udenfor den gamle bydel. Op ad skråningerne giver planen sig selv.
Alligevel er området fantastisk. Naturen mere end kompenserer for den forrige generations idiotier, og bjergformationerne giver sammen med vandet en scenografi, som ikke kan måle sig med nogen anden by jeg kender. Når man krydser passet mellem Lions Head og Table Mountain folder Atlanterhavets allersydligste kyst sig ud foran én, og man forstår hvorfor ejendommene her er de dyreste i landet. Vi er stadig i en by, skal man lige minde sig selv om. Visse steder minder landskab og bygninger om Ligurien i Italien, blot mere storslået og koncentreret.
Efter busturen bliver jeg i Waterfrontområdet og går på jagt efter gaver. Der er mere end 200 butikker spredt over hele havneområdet, og der er ikke overrendt af turister. Det er sidst på sæsonen, og den afsluttende bølge kommer i påskeweekenden, når der er fri langfredag - i morgen.