fredag den 21. marts 2008

Sanlam - onsdag aften

Endelig er jeg nået frem til min hovedopgave, den første invitation, der har skabt grobund for alle de andre spændende ting her i Sydafrika. På konferencehotellet Lord Charles har Sanlam installeret sig - faktisk fylder de 240 chefer hele bygningen. Virksomheden er en succesfuld og stærk spiller i den afrikanske økonomi indenfor forsikring, investering, it og med nye tiltag i servicesektoren. Det går godt for dem, og de har nydt godt af de sidste mange års internationale vækst og de fremgroende muligheder i selve Sydafrika. Forsamlingen og de organiserende personer udstråler samme grad af soliditet og kompetence, som jeg forventer af en succesrig virksomhed. Brian Isaacson, som er chefarkitekten bag dette års konference har gjort sig meget umage med denne opgave - i januar besøgte han mig i København - og jeg føler at der er mere på spil end sædvanligt. Men trods nogle besværligheder med lokalet og for lavt til loftet til at musikken kan folde rigtigt sig ud, er jeg tilfreds med rammerne. Normalt ville jeg afvise at medvirke som en del af dinner-underholdningen, da mit koncept kræver koncentration og intellektuel medvirken, men Brian har forsikret mig om at de kan styre det, så vores tilstedeværelse bliver anerkendt som et seriøst indslag, selv om vi de facto optræder mellem hovedretten og desserten. Salen er opdelt i en hel masse runde borde, hvor korsangerne fordeler sig med to ved hvert bord. Fordelingen er forberedt godt og det hele styres med sikker hånd af Liezel, som også har organiseret alt (virkelig alt!) for mig på hele turen lige fra flybilletter til sættet af chauffører m.v. (forærer hende en cd hvor jeg dirigerer strygermusik).

Det går altsammen meget fint, og forsamlingen er vældig fokuseret på at forstå hvad en dirigent skal kunne. Meget højrøstet og glad stemning, som ikke levner megen tid til refleksioner over ledelsesproget og dydsperspektiver, så jeg må direkte videre til hands-on, og denne del kører i smør med adskillige frivillige, der næsten står i kø for at komme til at prøve at dirigere Pro Cantu. Vi kommer igennem glimrende aspekter af magt-forhold, timing, gode begyndelser og slutninger, detaljeringsgrad og overblik, inspiration og rytme i beslutningsprocesserne. Samlet set halvanden time og koret kvitterer med at synge et par fede afrikanske numre.

Koret fik serveret mad bagefter og skulle tilbage til Cape Town hurtigt (skoledag om torsdagen), jeg spiste sammen med dem og fik talt med flere af de sympatiske unge sangere. Vi skal lave noget mere sammen blev en ret klar konklusion.
Aftenen slutter med et par glas vin - ligeså fremragende hvidvine som i mandags - med et par at deltagerne fra Sanlam. Dygtighed og potens stråler ud af de fleste. Entreprenante personligheder med succes, som Sanlam har i øjeblikket, spreder en særlig energi omkring sig. Krævende, men interesseret stil og mine ideer om en bredere forståelse af performance er kommet til deres ret, også i almindelig snak efter middagen. Vi er alle "på".

Ingen kommentarer: