Rejsen ud II

Læsning i flyet om Sydafrikas historie: Begivenhederne og den sammensatte nationalkarakter er interessant på mange måder. Som europæisk koloni og siden starten med en territorial kamp mellem hollændere og briter foruden nogle ret stærke stammer i den oprindelige sorte befolkning har europæerne både lykkedes og mislykkedes med at kolonisere efter nordamerikansk model. Polariseringen mellem afrikans og briter med stærkt fokus på sociale forskelle og hvidt klassedelt samfund er måske den vigtigste enkeltfaktor i landets sammenhængskraft såvel som politiske problemer med racisme og post-apartheid. Historien har været hård ved alle grupper i landet og den entreprenante kraft og stolthed, man møder fra sydafrikanere har klart sin klangbund i det faktum at pionerperioden langt fra er slut endnu. Mine kontakter er præget af social responsibility og stor veneration overfor de nødvendige helingsprocesser, som landet skal igennem. Men det er også klart for enhver at soft-revolutionsromantikken, som Nelson Mandela og ANCs første 10-år som regeringsdueligt parti er symbol på, er på vej ind i en fortidens mytologi. De nye problemer er af social art - ikke først og fremmest racemæssig opdeling - og et stærkere globaliseringspres vil sætte lederne i landet under pres igen.

Omvendt er det klart at Sydafrika har levet med nutidens globaliseringseffekter i mange generationer. I perioder i 1800-tallet, hvor sorte landarbejdere har fået deres frihed som forhenværende slaver og er blevet for dyre for hvide landmænd, har indere eller kinesere fået chancen - og nu hvor en stærk middelklasse indenfor alle hudfarver er drivkraften i landet, vil skæringspunkterne mellem dem, der har muligheder og dem der ikke har, blive endnu større. Det ulyksagelige er at personlig sikkerhed er en voksende industri nu og alskens vagtværn dræner en væsentlig del af økonomien, der kunne komme store mindrebemidlede grupper til gavn. Det er ganske enkelt rasende dyrt med den nødvendige, veluddannede arbejdskraft at opretholde sikkerheden...

Mandag skal jeg på besøg i Soweto, hvor det første organiserede oprør i 1970'erne fandt sted. Bydelen er naturligvis blevet udivklet og forbedret drastisk, men jeg har også på fornemmelsen at J'burgs bystyre og landets som helhed forsøger at bortforklare problemet med den massive indvandring, der nu finder sted, da denne bydels udkantsområder er opsamlingscentral og magnet for landbefolkning og illegale immigranter fra store dele af det sydlige Afrika. Myndighederne ved ikke om der bor 6 eller måske 8 millioner mennesker alene i Soweto. Symbolet har fået en ny type tiltrækningskraft.

Ankomst, baggage og told glider forbløffende nemt - selv om lufthavnens vedligeholdelsesstandard er rædsom, er det mindst ligeså effektivt som Heathrow. Min chauffør Victor - en sød og tavs ældre sort herre med tweedjakke og hue - står og venter planmæssigt og slæber kufferten over diverse forhindringer ud til en behagelig Lexus og kører gennem byen lidt hurtigt. Infrastrukturen og byplanlægningen er af blandet kvalitet, så vi kører både på perfekte moterveje, der ligeså godt kunne være i San Francisco, og på hullede veje gennem beboelseskvarterer. Jeg skal bo på et hotel - The Grace - nord for centrum i et rigt område, Rosebank. Det er tydeligt at alle ejendomme på forskellig vis sikrer sig mod indbrud og overfald. Alle grunde er indhegnet eller omkranset af højre mure, en hel del med karakter af rockerborge med pigtråd og videokameraer installeret. Klokken er 22.30 lokalt og der er ingen mennesker ude her. Virker mærkeligt, men jeg er ikke overrasket, da man generelt advares mod at færdes ude, når det er mørkt.