onsdag den 19. marts 2008

Table Bay turistreservat

Den formelle stil på hotellet afløses heldigvis af en mere sydeuropæisk laissez faire stil langs med de mange kajområder i havnen. Der er en ret fed stemning, og mange interessante butikker, bl.a. en Musica-megastore, der er næsten ligeså velekviperet med cd'er og dvd'er som en Virgin i New York. Crafts og merchandise af forskellig kvalitet findes i store mængder over hele området sammen med cafeer og restauranter en masse. Rimelige, ofte lave‚ priser efter danske forhold. Et sted man godt kan komme tilbage til. Jeg har ikke mulighed for andet end nogle kortere gåture tirsdag og onsdag, så jeg må vente med at udforske området, f.eks. med båd-cruises eller helikopterflyvning (!) om torsdagen.

Forskellige bands med marimbaer, kordans, akrobater, jazzbands osv. underholder på hjørnerne, og der er også lokale besøgende, f.eks. skoleklasser med madpakker om onsdagen. Der er selvfølgelig flest hvide - turister udefra - men også mængder af andre hudfarver.
Med lidt større kendskab til området finder jeg ud af, at den personlige sikkerhed er helt anderledes stor i denne by end i Joburg. Waterfront området med beboelse, marina, hoteller, havn, shopping osv. er godt nok overvåget, men der er i princippet adgang for hvemsomhelst, og det er der naturligvis også en del gadesælgere og enkelte få tiggere, der benytter sig af. Alligevel er det påfaldende hvor tilbageholdende og lidt pågående de fattige er i bymiljøet. Der er en resigneret stemning omkring fattigdommen, som om det ikke kan være anderledes, og man begynder som privilligeret så småt at miste interessen...

Ingen kommentarer: