tirsdag den 18. marts 2008

CIDA - universitet for sorte unge

En ung (hvid) leder, jeg mødte i Oxford sidste år ved et kursus hos African Leadeship Institute, Lisa Kropmann kontaktede mig i februar, da hun erfarede at jeg ville komme til Johannesburg. En brillant networker, som synes at jeg skulle opleve et af de håbefulde projekter og allerede ret store succeshistorier, Community Individual Development Association - et ret specielt universitet for underprivilegerede unge (= sorte) sydafrikanere, hvor entreprenørånd og elevstyring af enhver art er toneangivende for skolens drift og mission.

En stor bygning i Joburg downtown er campus og skole i et med hundredevis af dygtige og talentfulde sorte unge, der er udvalgt blandt tusinder fra hele landet. Min belevne vært, Paul havde aldrig været der før, interessant nok, da han som indfødt Joburger og tolerant historiker selvfølgelig kender institutionen, men omstændighederne er ikke altid til konkrete samarbejder. Lisa er derimod scenevant og som tidligere projektleder på CIDA et naturligt element i huset, hvor min tilstedeværelse legitimeredes mest af et besøg hos deres studenterkor. Selvom det er on-the-side-activities at synge sammen, er de ret dygtige - øver to-tre gange ugentligt og - som med alt andet på CIDA - med egne dirigenter og organisation. Meget positiv oplevelse. De savner naturligvis uddannelse og raffinering af både korets og dirigenternes viden og praksis, og et par forsøg som jeg blev inviteret til for at hjælpe dem lidt med at forbedre sammenhængen mellem dirigent og kor faldt godt ud.
Det vil være meget relevant at komme tilbage og give deres vækst på dette område en spand kul - de lærer naturligvis hurtigt, og det er også en god idé at øge bevidstheden om den direkte sammenhæng mellem de unge udvalgtes fremtid som rollemodeller og deres muligheder for at øve sig i leadership ved at blive kordirigenter. Særligt de unge kvinder har en chance denne vej.

Ingen kommentarer: