Rejsen ud I

Boeing 747 businessclass på 1. sal, hvor jeg ikke har siddet før i en jumbo. Fra starten er det vældig behageligt at være udvalgt. Den lange flyvetur bliver mere overkommelige med ben- og albuerum, serveringer ad libitum og hyldeplads ved siden af giver naturligvis flere måder at sidde/ligge på, og de 11 timer (efter at have startet endnu fem timer før i København) gør den samlede rejsetid til at leve med.
Mine mentale forberedelser til at besøge landet med den notorisk mest brutale historie om raceopdeling og undertrykkelse af den sorte befolkning i nyere tid smitter af på refleksionerne under rejsen. I lufthavnen i Amsterdam ude ved gaten, hvor vi står i lange køer i en ekstra security check, er der kun få farvede ansigter at se. Hovedparten - og frem for alt samtlige på businessclass - er europæisk af afstamning, meget varieret look, som til enhver anden større intereuropiæsk desination, men i sammenligning med en tilsvarende rejse til USA eller UK er den samlede diversitet mindre.

I kabinen undervejs pakker jeg en gave til mig selv ud, som jeg tilfældigt fandt på tilbud i en af Schiphols mange butikker. En cd-indspilning med Jessye Norman, der synger Richard Strauss' Vier letzte Lieder - hun er legendarisk kendt for at kunne fylde denne krævende musik ud med sin store stemme og kropslige autoritet. Optagelsen er fra 80'erne med Gewandthausorchester Leipzig og dirigenten Kurt Mazur - meget vellykket - og oplevelsen er bevægende, selv på små earplugs og laptoppens lydgengivelse gennem motorstøjen - højdepunktet i "Im Abendrot" kulminerer mens skydækket forsvinder over Alperne. Stort og samtidig surrealistisk, da jeg samtidig bliver spurgt af stewardessen om jeg vil have fyldt min drink op...

Den mest sigende effekt af at fumle med denne plade i 12000 meters højde er imidlertid mine overvejelser om hvorvidt min sidemand ville blive påvirket af coverfotoet, hvor den karakteristiske Jessye's træk er særligt negroide. Jeg deler helt klart ikke musiksmag med sidemanden, som er en gadget-lover af en ung yuppie, og vil i givetfald skulle forklare hvem hun er og at det lissom er tilfældigt (hvilket er rigtig, da jeg ikke skænkede det en tanke da jeg glad så at cd'en var til salg) at jeg hører klassisk musik med en sort sanger her på vej til Sydafrika. Racisme er altså også den indre censur eller ubehag ved at en situation - måske - kan blive akavet og blive tillagt en betydning, der intet har med mit udgangspunkt for valg af musik at gøre.
Middelhavet passeres på det bredeste sted mellem Adriaterhavet og grænsen mellem Ægypten og ?? (Libyen, skal jeg lige minde jeg mig selv om). Bemærkelsesværdigt hvor lidt man husker af Afrikas geografi, selv landene der grænser op til Middelhavet. Hvor begynder Sudan? En speciel fornemmelse når flyet kommer rigtigt ind over kontinentet, og man ved at dette kun er starten - vi skal hele vejen over (ned!). Middelhavet var kun en lille indsø før de store udfordringer starter. Orienteringen nord-syd og det faktum at Afrika er så unimorf bagateliserer på en sær måde at kontinentet er enormt. I modsætning til at krydse f.eks. USA (ca. halvdelen af vejen over Afrika) i fly, hvor tidszonerne også påvirker ens kropsbevidsthed, er det primitivt, indlysende og sært ensartet hvad der skal ske. Udsigten ud af vinduet er i mere end tre timer totalt uforandret, dvs. ca. 3.000 km - heftig solbeskinnet ørken vekslende lysebrunt og sort i striber, kun varieret en anelse om det er forrevet bjergsomt eller fladt. Monotonien er det mest barske ved en ørken. Stemningen i kabinen, kaptajnens bemærkninger osv. handler heller ikke om Afrika. Vi er på vej over noget der skal overstås.