Soweto

Mandag med et meget intenst program, da jeg både er nysgerrig og samtidig skal spille rollen som æresgæst hos de folk, der har inviteret mig og har gjort meget for at jeg skal opleve landet og føle mig velkommen. Gæstfriheden er udtalt, og min første vært, Paul Edey Head of Executive Education fra GIBS (Gordon Institute of Business Science) viser sig at være den perfekte guide, da hans uddannelse oprindeligt som historiker og med forældre, der meget tidligt har været hvide idealister i Johannesburgs og Sydafrikas samling, er en typisk reflekteret uppermidleclass anglowhite skatkiste af viden om landet. Vi har på forhånd aftalt at besøge Soweto med en lille gruppe på sigthseeing, da det er hvad vi kan nå før andre forpligtelser tager tiden. Turen gennem byen i en minivan, som byens kollektive trafik tilsyneladde drives af alene, er med en snakkesagelig chauffør, som viser og rundt i nogle af de belastede kvarterer downtown Jo'burg - og beder os om ikke at fotografere alt for åbentlyst. Dette råd overholder de 7-8 amerikanere som vi følges med naturligvis kun delvis. Efter et kort stop i en butk med afrikansk merchandise (jeg køber dog ikke noget på denne tur, da jeg ikke vil kunne opbevare tingene ordentligt senere på dagen) fortsætter turen til Soweto. Byen er påfaldende grøn og med høje træer overalt - meget imponerede i betragtning af at Jo'burg er en goldrush by, med under 150 års egentligt liv som by på højsletten 600 km inde i landet uden vandveje. Paul fortæller mig at alle træer er plantet - ingen skov eller savanne har været der fra starten. Jorden er frugtbar nok, så de 100.000'er af træer, der er plantet de sidste 120 år giver byen over et overraskende frisk udseende, faktisk virker det mere som om at der er ryddet skov for end det modsatte - pionererne har virkeligt været flittige.

Jeg har læst lidt om Soweto og er forberedt på at meget af området er udviklet til helt almindelige beboelseskvarterer for middleclass succesrige sorte, dvs. at vi kører igennem meget store dele, der mere minder om amerikansk sururbia - kedsommelige små parcelhuse på overraskende brede og pæne veje med små palmer og forhaver. Rockerborgene fra Rosebank er afløst af stolte små parcelhuse og dobbelthuse, hvor man viser sin succes frem. Naboskabet er en bedre sikkerhed end vagtværn og pigtråd her. Mine spørgsmål om virkningen af de markante sociale forskelle, der må være mellem rige og fattige internt i Soweto giver anledning til nogle interessante refleksioner med Paul og vores chaffør over kollektiv stolthed og de symboler, der ligger i at visse indbyggere i bydelen er i stand til at hejse flaget og være rollemodel for andre. F.eks. bor Desmond Tutu i Soweto - på samme vej som Nelson Mandela boede - de praler af at have den eneste vej i verden, hvor der bor to Nobelpristagere. Mandelas hus, hvor han boede inden han blev dømt til det lange fængselsophold på Robben Island er nu museum - egentlig ikke særligt informativt, da huset har været beboet af Winnie Mandela indtil 1997, og udstillingen er ligeså meget hendes mindestue. Man kan sagtens bo som gæst i Soweto - leje huse eller B&B.

I en anden del af Soweto ser vi blikskurene og inviteres til at besøge nogle af de fattigste. Stemningen er venlig og imødekommende, og der ganske overraskende ingen tiggere eller sigøjneragtige plattere, der sælger forskellige former for crap. Souvenirs kan naturligvis købes (med 50% af prisen til charity) og sælgerne er som sælgere nu er - her mere høflige og mindre pågående end f.eks. i Rom eller Spanien. Alligevel virker denne del af sightseeingen lidt overplanlagt, når vi opfordres til at give the volunteer guides og farmor Makata en skilling for at komme indenfor i hendes lille skur, hvor hun har boet i 40 år uden elektricitet og rindende vand. På trods af iscenesættelsen er det naturligvis en markant oplevelse og beviser, hvor hårdt livet stadig er i Sydafrika for millioner af mennesker. Det er stadig imponerende hvor determineret folk er for at normalisere landets kultur og udvikle økonomien. Og der er ingen tvivl om at det bliver hårdere. Der er en fornemmelse af at honey-moon perioden med tilgivelse og demokratiseringseuforien er forbi - nu er landet i samme stand som Brasilien, hvor ekstreme sociale forskelle har mere betydning en raceopdelingen.

Turen slutter ved Hector Pieterson Museum - han var den sorte dreng, der blev skudt som en af de første ved Soweto-opstanden i 1976. Fotoet af ham i armene på en større dreng, der løber for afsted for at redde ham, og hans søster ved siden af i skoleuniform med et ramaskrig i ansigtet gik verden rundt på avisforsiderne og medvirkede til at forstærke presset på Apartheid-systemet. Hele museets selvforståelse er centreret om dette foto, men undgår alligevel at blive manipulerende, da der er mange andre dokumentariske gengivelser, fotos, videnberetninger fra alle sider, videoer osv., der viser dilemmaerne fra flere sider. Som en kommentar til at museet bærer Hectors navn er et af de interessante statements søsterens bemærkning om at hun ikke ser ham som en helt, og allerhelst ville ønske en normal tilværelse for ham og hende selv. I det hele taget er længslen efter normalitet og mindre stigmatisering et af de dybeste aftryk, Soweto efterlader. En svær udfordring, da symbolerne på kampen er nødvendige at vedligholde.