Om dagen browser jeg videre i waterfrontområdet og begynder at købe souvenirs. Havde helt glemt, hvordan det er at have fri. Leon havde forsøgt at bringe mig i kontakt med et andet kor, der også var interesseret, men det lykkes ikke at få anvendt mere af tiden på den måde - jeg er også mere fokuseret på hovedopgaven om aftenen, og beder ham ikke om at bruge for meget tid på det.
Jeg bliver hentet af chauffør Neil igen, og han bringer mig gennem myldretidstrafikken langt udenfor Cape Town, forbi lufthavnen og kilometervis af townships til konferencehotellet Lord Charles, der ligger op ad en skråning ved siden af de lækre vinmarker i Western Cape, som er så succesrig på verdensmarkedet for øjeblikket.
Når trafikken er gået i stå eller kører meget langsomt har jeg rig lejlighed til at se nærmere på byerne af blik. Der er også et hierarki her - nogle af områderne har gadelamper og elektricitet i lange kabler fra nogle store fælles master spredt ud over området. Grotesk, men forståeligt at man hellere vil have lys og varme i sit blikskur end ikke have det, selv om myndighederne burde se at få bygget huse og lejligheder til disse mennesker. Nogle har endda biler, som holder parkeret udenfor. Omdannelsen af blik-byerne sker tilsyneladende langsommere her end i f.eks. Soweto, men såvidt Leon og andre jeg taler med om dette, gøres der allerede meget. Problemet er at tilrejsende legale og illegale jobsøgende og desperate sorte fra det meste af det sydlige afrika bliver ved med at strømme til og der opstår blot nye blik-byer ved siden af dem, der moderniseres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar